Vicepræsidenten for EU-Kommissionen Frans Timmermans besøgte torsdag den 30. juni 2022 København. Han er ansvarlig for The Green Deal, klima og bæredygtighed, og han ønskede at se Middelgrundens vindmøller på nært hold.
State of Green, som stod for arrangementet, havde inviteret Erik Christiansen, der er formand for Middelgrundens Vindmøllelaug I/S, til at fortælle om det folkeejede energiprojekt på Middelgrunden, hvor 8.600 borgere m.fl. har dannet verdens første og største energifællesskab på vindenergi.
Erik Christiansen fortalte om hele processen med etableringen af vindmølleparken, borgernes deltagelse, vindmølledagene, børnenes vindmølle (mølle 20) og etableringen af søsterlauget i Hvidovre. Det blev til en længere samtale mellem Timmermans og Erik Christiansen om borgeres adgang til at deltage i og kontrollere energiforsyning for både varme og el både i Danmark og i EU.
Erik Christiansen fortalte også om Middelgrundens engagement i REScoop.eu, der er blevet en velorganiseret paraplyorganisation for alle europæiske folkeejede energiprojekter.
Frans Timmermans spurgte, om Erik Christiansen ikke var stolt over at være med i projektet, og til det svarede Erik Christiansen, at alle medlemmer i lauget er stolte over projektet.